Agenda 21
På FN’s konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992 vedtog stats- og regeringschefer fra 181 lande et handlingsprogram for det 21. århundrede: ”Agenda 21”. Hensigten var at fjerne overhængende miljøtrusler, begrænse overdrevent ressourceforbrug og i fællesskab forsøge at styre udviklingen i en mere bæredygtig retning. Handlingsprogrammet peger på, at en bæredygtig udvikling er betinget af at befolkningen inddrages i arbejdet med Agenda 21, samt at arbejdet forankres nationalt og lokalt.
Kommuner og regioner i Danmark skal udarbejde en handlingsplan for bæredygtig udvikling, og skal i flg. planloven hvert 4. år udarbejde en redegørelse for deres strategi for lokal Agenda 21. Læs mere på fx www.dcue.dk(Foreningen Bæredygtige Byer og Bygninger).
Dogme 2000
Dogme 2000 er et samarbejde mellem nu 7 kommuner, som vil gøre en ekstra indsats for at beskytte og forbedre miljøet og arbejde langsigtet med at udvikle et bæredygtigt lokalsamfund. Via samarbejdet vil kommunerne drage nytte af hinandens erfaringer.
- Samarbejdet bygger på tre dogmer, som kommunernes samlede miljøarbejde skal bygge på:
- Kommunens, boligområdernes og erhvervslivets påvirkning af naturen skal måles, og hvert år rapporteres i grønne regnskaber
- Der skal opstilles mål for ressourceforbrug og miljøbelastning som samles i en lokal Agenda 21 plan. Kommunen skal gå foran i miljøarbejdet.
- Miljøarbejdet skal forankres lokalt — i boligområder, virksomheder og i kommunen selv.
Endelig skal indsatsen revideres hvert år, for at sikre fremdrift.
Du kan læse mere på www.dogme2000.dk
Dogme Økologi Projektet
Københavns Kommune har som mål, at 75 % af fødevarerne i kommunale køkkener og kantiner er økologiske inden udgangen af 2008.
For at nå målet, har Københavns Kommunes, Miljøkontrollen iværksat Dogme Økologi Projektet, hvor der tilbydes projekthjælp og undervisning til medarbejdere på dag- og døgninstitutioner, kantiner og plejehjem. Med nye rutiner og arbejdsgange kan 75 % af maden laves økologisk inden for det eksisterende budget.
På Miljøkontrollens hjemmeside, kan man bl.a. også læse om omlægning af madvaner, se opskrifter og udregne sin økologiprocent.
Du kan læse mere på www.miljoe.kk.dk/oekologi